Et monokromt fladt rum uden horisont skaber scenen for den blottende blege mand. Opløftet på en barstol med rødt læder, sidder han med spredte ben så hans kønsdele er i øjenhøjde med beskueren. Håret er sort kruset og ligger i folder, som en krøllet hjerne eller tunge tyngede tanker. Kvium blotter ikke bare sig selv, men vores samfund og lader helt enkelt de sorte elementer, der er trukket omkring fødder og hænder referere i abstrakt form til vores handlinger, der ikke skal frem i lyset.

”At forklare et billede bliver en efterrationalisering, fordi jeg står som en abstrakt maler, der ved hjælp af mine midler skaber en form, linje og farve. Jeg tager billederne et sted hen, hvor jeg kan mærke, de rykker noget i mig og sætter tanker i gang hos beskueren.”